Sagn og skrøner fra Tuse Næs

Dette er en afskrift af et håndskrevent kladdehæfte, hvor Alfred Hansen har skrevet en række historier ned, som dels er fortalt af beboere på Tuse Næs, dels er fundet i Holbæk Posten. De stammer fra Dansk Folkemindesamling.

1. Sogneskellene mellem Hørby og Udby

I en grøft i skellet mellem Hørby og Udby sidder hver Nat fire Mænd og skriver, som Straf fordi de havde gjort Uret, dengang da Sognegrænsen blev lagt, idet de havde givet det ene Sogn for meget og det andet for lidt.

1930/265 Martha Iversen, Uglerup Huse

 

2. Kulbjerget (Børnehøjen)

(Et Udsnit af Beretningen)

Paa Valdemar Atterdags Tid regerede en frygtelig Pest i Danmark, som kaldtes ”Den sorte Død”. ….. Der blev gravet et dybt Hul i Jorden og sat nogen mad derned, og Børnene fik Lov at gå derned for at spise af den gode Mad. Da Børnene havde begyndt at spise blev der kastet Jord ned paa dem, skønt de græd og klagede over, at der kom Jord ned paa deres Brød. ……. Paa det sted er der en Høj, som kaldes Børnehøjen eller Kulbjerg. Sagnet fortæller ogsaa, at man i stille Sommernætter kan høre de stakkels Børn klage.

D.F.S. 1906/5-260 Ulla Ovesen

3. Hørby Kulbjerget

Da den sorte Død rasede i Landet, var de grumme hedenske Menneskeofre, som Bod for den store Landeplage, endnu ikke gaaet det danske Folk af Sinde. Saaledes fortælles, at paa Tudsenæs samledes Almuen for at raadslaa om, hvad Bod der kunne findes for den herskende sorte Død. Det besluttedes da, at et stort Offer skulle gøres, nemlig af Mennesker, som skulle sættes i Jorden. Da i det samme tvende små Tiggerbørn kom gaaende, blev de udset til dette Offer, og en Grav blev derpå straks gravet. Nu lokkede man Børnene, som var hungrige til at gaa ned i Graven, og der spiste de det Brød, man rigeligt vilde tildele dem. Dette gjorde Børnene, men aldrig saa snart var de nede i Graven og havde begyndt at spise, før Folket begyndte at kaste Jorden over dem. ”Ei” raabte de smaa Drenge, da den første Skovl Jord kastedes over dem, ”der falder Jord paa vort Smørrebrød”. Dog Jorden kastedes over dem og man hørte dem aldrig mere. En temmelig stor Høj, Kulbjerget kaldet, siges at være deres Grav, og Vogterdrengene fra Byerne fortalte længe indbyrdes dette Sagn og fældede mange Taarer over de smaa Tiggerbørn.

D.F.S. 1906/28 I 261

Af Arne ”1862, Trykt i Fortæll, Sagn og ed(?) i Slagelse-egnen S 30-31

4. Bavnehøjen, en hedensk begravelse

Sognepræst G. S. Veile i Hørby, der den 12. Marts 1755 giver en Indberetning om Hørby Sogns Mærkværdigheder, omtaler ”en liden Høj” (Bavnehøj), der ligger paa Hørby Mark tæt ved Byen, og hvorfra man kan tælle 36 Kirker ”og se omkring i 7 Herreder”.

Ved denne Høj fandt Præstens Folk i Efterhøsten 1754 en hedensk Begravelse. Graven var femten Kvarter lang og 5 Kvarter bred, bestod af store Sten, der alle vendte den glatte og flade Side indad. Ovenpaa laa to store, flade Sten. Rummet imellem begge var opfyldt af mindre Sten. Gulvet var belagt med smaa flade Sten og var ganske jævnt. Her havde de døde Legemer ligget men man fandt kun nogle Rester af Benene.

Nær ved Højen fandtes paa samme tid en anden Begravelse. Men mange af Benene var bortførte, ”og kan man ikke skønne andet, at der jo paa alle sider af samme Høj endnu er mange slige Begravelser”.

Om en anden Høj paa Hørby Mark, tæt ved Stranden, beretter Præsten, at der her et opgravet en mængde Urner. Det ene Lag laa ovenpaa det andet, og hver var dækket med en tynd, flad Sten. Urnerne var saa medtagne, at ingen af dem kom hele op, og der fandtes kun Aske i dem.

Stedet har efter Præstens Formodning enten været en Familiebegravelse, eller ogsaa er en Mængde ihjelslagne Folk paa en Gang begravne der – som et Minde om Sørøvertidens Kampe.

D.F.S. 1906/24 261

Holbæk Posten ” 184-85 f ” 12/8 1911

5. I Hørby Enghave gaar der hver Nat en gammel Kone.

Der fortælles at i Hørby Sogn var der i gamle Dage en klog Kone, som kaldtes ”Den kloge Ellen”. Hende kunne Præsten ikke lide for hendes Kvaksalveri, og derfor manede han hende ned i et Hul ude i Enghaven. Dette Hul er siden den Tid blevet kaldt ”Ravnehullet”.

D.F.S. 1930/5 262 Martha Iversen, Uglerup Huse

6. Uglerup Huse (Klog Kone)

I Uglerup Huse boede en klog Kælling, Maren Drejers. Hun drak, saa hun var tosset. Fik Folk ”Skidt” i øjet, kunne hun slikke det ud. Hun kurerede for Resten for alt muligt. Folk kom langvejs fra og søgte hende, men paa Næsset var hun ikke videre anset. Maren Drejers kaldet ”Tossemarie”06/23 261. Sidsel H.G.N. 1912

7. Maren Drejers i det gamle Kommunehus i Hørby

Anders Pedersen, Hørby f. 26/11 1863 boede hos Alfr. Jensen, Hørby kendte Maren Drejers, der har boet i det gamle Kommunehus i Hørby, men Ellen boede den meste Tid i Uglerup Huse (Gdr. Pedersens Kones Bedstemor). Hun kunde pille Øjnene ud, saa det hang ned af Kinden. Hun blev desuden hentet, naar man ikke kunde faa Smør af Mælken. Hun kunde til sidst ikke læse, men Sønnen Chr. Olsen (har boet i Kommunehuset, begravet i Søstrup) læste for hende. Han kunde læse det, men forstod det ikke, men det gjorde hun. Det var Cyprianin hun ejede. Vognene kunde holde i lange Rækker i Uglerup Huse. De kom til hende for at faa Raad helt fra Sorøegnen. Hun blev hentet langvejs fra. Engang holdt en Vogn ved Maries (g.m. Chr Pedersen) Fader (Leo Nielsens Tipoldefader) i Uglerup Huse og spurgte, om det var her, den kloge Kone boede, hvortil Svaret var: ”Det ved jeg ikke vi har kun kloge Koner her”. Hun druknede i en Grøft i Odsherred velsagtens fuld, som hun saa ofte var. Niels Andersen, Markeslev var i Sogneforstanderskabet og maatte med ind og hente hende; hun var jo paa Kommunen. Hun havde da ligget saa længe, at der var Skrubtudser, der havde bidt sig fast i hende.

Opt Sept 1942. efter Anders Pedersen f. 26/11 69 og Fru Nielsen, Markeslev c 78 Aaå

Scroll to Top