Jeg er født i Markeslev Huse nr. 20 som nr. 4 ud af en søskendeflok på oprindelig 9.
Mine forældre – Olga og Olaf – Købte som nygifte i 1927 et lille forfaldent landbrug på 5 tønder land. Et gammelt bindingsværks hus med tilhørende jord. De kom hertil fra egnen Brokøb og Dianalund. De medbragte nogle få ejendele, såsom et bord, et par stole og lidt køkkengrej – og en seng, en ko og en kalv som de havde købt, måtte selv gå hertil. Men de var glade for at de nu havde deres ejet at arbejde med. Jeg mener de lånte nogen penge af Peder Pedersen, gdr. I Kisserup, Vist nok et par tusind. Den lille ejendom købte de af gdr. Jens Peter Hansen, ”Kærgården”, Kampestensgården henne i det første sving. Far og mor arbejdede ihærdig med deres lille landbrug, Lånte heste og redskaber, så de kunne pløje og harve jorden, De fem tønder land var god muldjord og nem at behandle og som var opdelt i 4-5 agre, med græs og roer og byg og havre sået sammen. Koen og kalven blev tøjret på græsset, og det de ikke kunne nå at æde blev slået til hø. Der var så en mark til køernes vinterfoder. Det var jo bare et stort arbejde gennem hele sommeren at rense og luge dem, Først tynde dem ud. Det var også et arbejde vi store børn kunne hjælpe til med selvom det nok kunne være lidt strengt for ryggen!
Far havde nu tit et daglejer-job på nogle gårde eller på rævefarmen, Jeg husker at far, især om foråret når rævene fik hvalpe måtte være ”jordemoder” om natten. Der var jo brug for at tjene lidt penge til termin, mad og klæder og andre ting. Familien voksede jo nu, med et barn ca. hvert andet år. Mor havde jo nok at se til når far ikke var hjemme, først og fremmest børnene, fodre dyrene, rense ud ved dem, fodre høns, tage æg ind og rense dem, klar til ægge manden der kørte rundt og hentede æg. Han vejede dem på stedet og afregnede på stedet, det var mors indtægt. Mor havde også en urtehave der skulle passes og ordnes så der kunne blive nogle gode urter til hele vinteren.
Der var også daglig både store og små der skulle i skole, passes eller ses efter. Vi store synes vistnok somme tider at vi måtte arbejde for meget, men det var jo nødvendigt for at få det hele til at hænge sammen.
Omkring 1930-31 blev der bygget et helt nyt hus på stedet. Det var ca. 20 meter langt og ca. 8 meter bredt. Det var delt ca. på midten, med beboelse og stald i hver ende. Det var så ca. 160 kvadratmeter med et meget stort loft til korn og halm. Det var sådan en altmuligmand Motor Carl og så min far med hjælp fra naboer der byggede det hele. <nogle af omegnens bønder hentede med deres køretøjer træstammer og rafter i Bognæsskoven, de blev så afbarket, skåret til og brugt til bjælker og spær i loft og tag. Andre naboer med køretøjer hentede grus og sten til byggeriet. Under Sådan et byggeri hjalp man hinanden på den måde, nabohjælp var helt naturligt, så kunne hjælpen så gengældes senere.
Hele byggeriet kom til at koste 5.000 kr.(så vidt jeg husker). Jeg ved at omtale Peder Pedersen Kisserup oprettede et lån til byggeriet, og et lille lån tog far i banken for at dække resten ind. Nu havde far og mor jo efterhånden et rigtigt lille landbrug, med heste og et par køer, måske en so med grise og et par fede grise – og en del høns, måske en skrukhøne kyllinger eller gæslinger. De små landbrug, fra nogle få tønder land og op til 10-15 tønder land var der rigtig mange af. Men de havde sommetider brug for en ekstra hest eller mand. Høstmaskiner, såsom græsslåmaskine og selvbinder købte naboer tit i fællesskab. Nå der så var høstet, kornet kørt hjem og sat i stak kørte et omrejsende tærskeværk rundt og tærskede for folk. Et stort klodset tærskeværk på jernhjul og som trækkraft en stor jernklods- jernhjulet traktor, og med remtræk til tærskeværket. Men det var en stor dag hvor man også hjalp hinanden, der var jo brug for 7-8 mand, men de 3-4 mand fulgte gerne med værket rundt.
Den 9. april 1940 kom onde og urolige tider til Danmark, vi blev besat -og efterhånden underlagt – en ond og fremmed magt. Jeg var nu 6 år og husker måske ikke så meget derfra, og dog, nogle enkelte ting sidder i min erindring. I dagene lige efter besættelsen ser jeg for mig tyske flyvemaskiner i flok og med hagekors på flyve i meget lav højde over os. Det gjorde os lidt bange. Og det var vel også meningen. I de 5 år krigen varede følte vi os nogenlunde i fred på Tuse Næs, men enkelte ting husker jeg dog. Tyskerne holdt jo af og til øvelser, med løse skud og brag, selvfølgelig uden at spørge. Soldaterne løb rundt om huset gennem have og mark og skød så vi blev ret bange. En anden episode jeg husker: Mor og nogle af os børn var hjemme, da kommer en tysk soldat cyklende alene, han har et bælte om livet med en pistol i, han stopper, kommer ind og siger: ”Vil ha’ røget spæk”! Far var ikke hjemme, vi børn stod omkring mor og holdt hende i skørterne. Mor fandt i spisekammeret et lille stykke flæsk som han fik, mor havde stadig brødkniven i den ene hånd. Tyskeren var tilfreds og kørte igen. Det var i de år ikke nemt at skaffe mad og klæder til en stor familie. Alt var rationeret, det meste blev jo sendt til Tyskland, så fik landet borgere tildelt rationeringskort med et antal varer pr. person. Men i nøden og knapheden blev der handlet meget med dem, ja selv på den sorte børs. Der var rationeringsmærker på sukker, kaffe , the smør, mel, tøj og kul og koks, petroleum, benzin kunne kun fås til livsnødvendige formål, f.eks. læge, jordemoder og politi. <nogen fik sat en træ-fyret gas generator på små eller store biler. Men rigtig mange gamle biler blev gemt (klodset op) ude i laden. Og en dag var de aå mange penge værd! Der blev forsøgt at lave erstatning for næsten alt, opfindsomheden var stor. Erstatnings tøj blev forsøgt, maksimalt stof kaldte man det, noget bære kradsuld!
Cykeldæk og slanger kunne ikke skaffes, og dæk blev stjålet, de var jo også nødvendige til krigen. Der blev forsøgt med 2 slidte dæk uden på hinanden, eller faste gummiringe. Bukseelastik kunne ikke fås, blev forsøgt lavet af en tynd, snoet ståltråd, En slags fjeder! Min mor – og alle andre-prøvede at lave en erstatnings så kaffen kunne række lidt længere, Havregryn blev ristet på panden og så blandet op med rigtig kaffe, the forsøgte man at fremstille af forskellige blade og urter. En ting som tobak prøvede mange at dyrke selv, med større og mindre held! Min far forsøgte også, der blev så blandet lidt tørre velduftende blade fra haven i.
I året 1941, hvor jeg i juni fyldte 7 år skulle jeg til at gå i skole i Hørby, på adressen Rækmarken nr. 6. Med 7 års skoleganghver anden dag, også om lørdagen. Det første år gik jeg, jeg kunne ikke cykle, og vi havde heller ikke cykel til mig. Mor fulgte mig gennem Markeslev. Næste år måtte jeg så se at få lært at cykle, da ser kun var grusvej næsten alle steder gav det mange blodige knæ!
Jeg troede jeg kunne handle med mor, som trænede med mig. ”Det er ikke nødvendigt at lære at cykle, jeg tager ikke længere væk end jeg kan gå hjem”! Jeg blev så lovet et par nye seler nå jeg havde lært det! Så en dag kørte jeg selv, men på hovedet i grøft og brændenælder – men selerne fik jeg! En anden episode under krigen: Tyskerne beslaglagde og tog de ting de kunne bruge, og som det passede dem. Ude mit i Holbæk fjorden havde D.F.F.S. opankret 4 meget store handels-/fragtskibe meget nær hinanden. Motorerne var gjort ubrugelige, ellers ville tyskerne tage skibene og bruge dem. Der lå de i meget lang tid, men pludselig en lød luftsirenerne fra Holbæk, og kort tid efter smed engelske bombefly – der kom ind lavt over fjorden – et antal bomber mod skibene og beskadigede dem. Så var de da ikke brugbare lige straks!
På et tidspunkt under krigen havde min far fået en aftale-/kontrakt med postvæsenet i Holbæk. Han skulle daglig transportere post fra Hørby-færgen til Udby brevsamlingssted om morgenen og retur senere på dagen. Afhentning ved færgen ca. kl. 7 morgen – med hestevognen, der var 3-4 fulde af aviser, blade, breve og pakker, alt dette så af 4 postbude bragt rundt på Næsset. Kl. ca. 16.00 igen til færgen, men denne gang kun en lille sæk med en smule breve osv. Denne tur blev kørt på cykel hvortil far havde fået lavet en sidevogn der blev spændt fast på cyklen. Dengang delte postbudene på skift aftenpost ud i byen, aviser og breve. Jeg tror nok far fik 5-6 kr. om dagen for det. Som jo var mange penge dengang i 40-ne. Men jeg ved også at far havde mange og drøje ture om vinteren med sne og frost. Der var jo også nogen vintre hvor fjorden frøs til. Både 20 og 25 cm. tyk is. Så når isen var målt, afprøvet og afmærket med ris kørte far med hest og kane over isen til Holbæk og hentede posten der. Når det blev tøvejr, med måske flere cm. vand på isen var far nervøs, han kørte med en skarp kniv hos sig, hvis isen bristede kunne hanskære hestens skagler over så den ikke blev trukket ned af vognen. Men hvad med ham selv?
De ting skete heldigvis aldrig. Far har også fortalt, at på kolde og mørke vintermorgener kørte han tit med jernrør i hånden. Forklaring: Han vidste, at til ”den første i måneden” fik mange gamle deres pension, altid i kontanter, som var i postsækkene det kunne godt jo godt dreje sig om flere tusinde kroner, som han kørte med.
Den indtægt som far havde ved dette job gav en god hjælp til forsørgelsen af familien.
Dette skrev Verner som noget af det sidste han foretog sig. Da han ikke rigtig havde kræfter til noget andet, og ville sikkert ha’ skrevet mere. Men vi må nøjes med dette, og det er en god beskrivelse af, hvordan livet blev levet blandt almindelige, halv-fattige mennesker dengang. Det giver også en fornemmelse af forældrenes omsorg for deres børn, de havde en tryg barndom- selv under krig.
Undertegnede har – som lovet Verner – Skrevet dette rent, computeren rørte han ikke!
Birgit